UNDERVISNINGSFORMERNE
Forelæsningsrækker og specialkurser
Forelæsningsrækker og specialkurserne giver en alment tilgængelig, afrundet fremstilling af et vi-denskabeligt emne. Der kræves ingen særlige forkundskaber.
Forelæsningsrækkerne omfatter sædvanligvis 5 dobbelttimer. I forbindelse med de enkelte forelæsninger er der lejlighed til at stille spørgsmål og ofte henvises til egnet litteratur for videre orientering i emnet.
Specialkurserne gennemføres over 5, 7 eller 10 dobbelttimer. Antallet af deltagere er begrænset, så der er plads til en mere dialogbaseret undervisning. Tekstmateriale inddrages i det omfang, det er muligt.
Linjestudier
Linjestudierne er åbne for alle og kræver ingen særlige forkundskaber. De består af et antal grundkurser og emnekurser, der tilsammen giver en systematisk præsentation af et videnskabeligt fag eller fagområde. Kurserne kan både benyttes som led i et flerårigt studieforløb, evt. med sigte på erhvervelse af et linjebevis, og som selvstændige kurser uafhængigt af hinanden. Deltagerne må være indstillet på at deltage aktivt i timerne og på at forberede sig i begrænset omfang fra gang til gang.
Grundkurser
Grundkurserne giver et godt udgangspunkt for deltagelse i emnekurserne eller for videre studier på egen hånd. Grundkurserne indfører bl.a. i de videnskabelige metoder, hoveddisciplinerne og bibliografien inden for de enkelte fag.
Emnekurser
Emnekurserne indfører i enkeltdiscipliner eller præsenterer særlige studieområder. Nogle emner vil vende tilbage i programmerne med mellemrum, mens andre emner kun tilbydes én gang. Emnekurserne bygger videre på grundkurserne, men det er alligevel muligt at deltage i de fleste emnekurser, uden først at have gennemført et grundkursus.
Grundkurser og emnekurser har et omfang af 5, 7 eller 10 dobbelttimer. Sammensætningen af grundkurser og emnekurser er valgfri og det samme gælder rækkefølgen. Mange deltagere tilrettelægger deres forløb ved at følge et eller flere grundkurser, efter først at have deltaget i emnekurser.
Videregående emnekurser
Efter at have deltaget i mindst 3 emnekurser med et samlet timetal på mindst 30 dobbelttimer inden for samme linjestudium kan man deltage i videregående emnekurser. De videregående emnekurser giver mulighed for at arbejde selvstændigt med forskellige delemner, udarbejde skriftlige opgaver etc. Kursusmøderne er her udvidet til 3 timer, og afstanden mellem de enkelte møder er 2 uger, så der er tid til hjemmearbejde mellem kursusgangene.
Præsensbevis
Der kan udstedes bevis for deltagelse i kurserne der har en varighed af mindst 7 dobbelttimer, hvis deltageren er mødt til mindst 75 % af timerne. Deltagere, som ønsker at modtage præsensbevis, skal give besked herom til underviseren ved kursusstart og sikre sig, at læreren noterer deres tilstedeværelse på præsenslisten, hver gang de møder. Præsensbeviset er gratis, men gentagen udstedelse sker mod betaling af et gebyr på 100 kr.
Linjebevis
Efter gennemførelse af mindst 6 kurser på linjestudiet med et samlet timetal på mindst 75 dobbelttimer inden for samme eller beslægtede fag, har du mulighed for at afprøve det, du har lært ved at udarbejde en linjeopgave under vejledning af en af linjestudiets lærere. Efter udarbejdelse af opgaven udstedes et linjebevis.
Tilmelding til linjeopgave sker på et særligt skema – kontakt sekretariatet.